|
|
****
"Nerver: fra begyndelse til slutning var der lagt op til gyserstemning på Jomfru Ane Teatret ved premieren på den canadiske forfatters thriller "Tilbage før midnat"...
Claudio Lind har instrueret med fornem sans for betydningen af en solid og redelig psykologisk thriller uden "numre" og smarte påfund. Alt, hvad vi oplever på scenen, har et formål ud over sig selv...
Jomfru Ane Teatret har endnu engang taget en gyser på sit program - og endnu engang lykkes forestillingen nydeligt"
Jens Henneberg, NORDJYSKE
... for mange detaljer skal være på plads når en scenografi bygges op. Lys, lyd, farver og indretning skal gå op i en højere enhed.
Karin Seisbøll, scenograf på "Tilbage før midnat" har sørget for rammerne er i orden til et ægte gys, når forestillingen kan opleves fra 27. april.
"Det er først og fremmest en glad og varm forestilling, fuld af stærke følelser, men også med en dejlig distance, der kommer ind, når det er ved at blive for vådt - og en skøn, saftig, feminin selvironi, der får én til at genopdage (hvis man skulle have haft et kort udfald), hvorfor det lige er, at man elsker det der store, stærke, dejlige, dampende såkaldt modsatte køn"
Lars Borberg, NORDJYSKE
Anne Thomsen, 24timer spurgte Pianist Jan Overgaard:
"Hvordan er det at arbejde sammen med kvinder?"
Jan svarer:
"Man får en anden type komplimenter, end når det er mænd. Det er svært at sættte ord på, men det er vel mere dét, at komplimenterne bliver sagt. Det gør de ikke altid, når det er mænd".
------
Teaterkoncerten LØBETID er en forestilling med og om kvinder. Men det udelukker ikke at mænd sagtens kan tage konen, kæresten, veninden i hånden og se forestillingen med stor fornøjelse.
Vi befinder os i et fitnesscenter i afdelingen "KUN FOR KVINDER" og gennem sange kommer vi ind bag de forskellige kvinders skæbner. Instruktør Ole Sørensen har samlet 8 fantastiske og meget forskellige kvinder og en enkelt mand - kapelmester Jan Overgaard. De vil føre dig gennem et univers bestående af kendte og mindre kendte sange, som skildrer drømme, glæder, had, kærlighed og svigt.
Jan Overgaard
f.1963
Pianist på ”Løbetid” på Jomfru Ane i Aalborg.
Har spillet på Teatre, revyer, spillesteder landet over i løbet af de sidste 20 år med bl.a. Kammeroperaen ”Ved Siden Af” Teatret Fair Play 2006 /Gruppe 38 2006
Cabaret ”Sidste Omgang” Teatret Møllen 2005
Komponist på CD- og koncert aktuel med musikalsk fortolkning af maleren Oluf Høst’ billede ”Vinterdagen Dør” Oluf Høst Museet i Gudhjem 2005-6
”Hesten som steg op fra Havet” Teatret Fair Play 2002
”Thomas Evangeliet- en Gospelkoncert” Vig Kirke, Odsherred 2000
”Den Lille Djævel”, ” Hede Kys” , ”Herning Lufthavn t/r” musikdramatiske familieforestillinger Teamteatret 98-01 Arrangør af ”Stentoft - En Bonderøv fra Holbæk” af Ida &Bent From- Holbæk Egnsteater 98-01
samt 2003 med CD’en ”I den Mellemste Køje” med saxofonisten Peter Mandorf
akkompagnatør på Rottefælden 91, Pakhusscenen 92-96 og for Lecia, Liller, Jesper Thilo, Krølle Erik m.fl.
2007 aktuel med CD’en ”Blue Lounge” med sangerinden Liv Skotte og bassisten Hugo Rasmussen
- og nu ”Løbetid” med Jomfru Ane og en masse andre kvinder! | | | | | |
Dina - Grethe - Liselotte - Lise - Stinne - Lone - Malene - Katja og Jan
|
På trods af mandshøje snedriver i det nordjyske trodsede Mancopy vejret og drog mod Aalborg hvor de fredag den 23. februar 07, med trusler om aflysning hængende over hovedet, valgte at gennemføre dobbeltprogrammet Mimic og Nothing Florid. Publikum mødte overraskende talstærkt op og Mancopy gav et godt indtryk i Jomfru Ane Teatret.
www.mancopy.dk/nyheder.php
"Midt i alle de kandiserede julefrugter, vi vil blive præsenteret for i den kommende måned, kan der være noget forfriskende over en cabaret, der ikke foregår i sødmefyldt julegløgg og velduftende julegran, men som stadig synes Jul er godt"
Henneberg, Nordjyske
"I centrum står den livlige fortæller, spillet af Joan Shirle som en lystig hvirvel af overgivenhed, med glimrende virtuositet og med en altsigende mimik. Matthew Chapman har et solidt greb om løgneren Peer Gynt, der altid går udenom eller flygter indi fantasien eller rejser bort. Han viser den pseudorealitet, der bærer ham, med effekt.
Pia Mourier har en smuk udgave af Aase. Hendes spil er her dybt og levende. Malene Melsen er en bly Solveig, som man tror på, når hun kan fortælle ham, at hun med sin tro, sit håb og sin kærlighed har ladet Peer Gynt være sig selv og ikke på Dovregubbevis være sig selv nok...."
Jens Henneberg, NORDJYSKE
"Det er en munter og livlig forestilling, et moderne bud på en klassiker med nutidige stikpiller ... "
John Christiansen, Jyllands Posten
"Strafbar klassikermishandling ..."
Lotte Kofod Erichsen, Politiken
"Kanon forestilling. Jeg kan varmt anbefale at gå ind og se forestillingen. Det er en anderledes og fantastisk oplevelse. Det var bare så godt!"
Laila Jensen, DR Nordjylland
Læs anmeldelser af "LØGNEREN" fra amerikanske aviser efter den har haft premiere i Californien, USA
www.eurekareporter.com/ArticleDisplay.aspx
www.times-standard.com/entertainment/ci_4335608
Du kan også klikke ind og læse den amerikanske Peer Gynt blog her:
peergyntda.blogspot.com.
| 
|
Læs Flying pigs dagbog her...
|
NORDJYSKE skrev:
Ane spiller Ibsen i USA
IBSEN-ÅR: "Peer Gynt" samproduceres med teater i Californien
Jomfru Ane Teatret i Aalborg og Dell'Arte Teatret i Blue Lake, Californian, vil i Ibsen Året 2006 sammen producere en ganske nutidig opsætning af den store nordmands "Peer Gynt". Dell'Arte er et teater, der arbejder meget med mellemamerikansk, mexicansk inspireret maskekunst, og bare tanken om at forene deres teaterudtryk med vores nordiske verbaliserende måde at gøre tingene på, kan blive meget spændende, siger lederen af Jomfru Ane Teatret, Michael Mansdotter. I den nye udgave kommer "Peer Gynt" til at skifte navn til "Løgneren"- frit efter Peer Gynt. Jomfru Ane Teatret kom i kontakt med lederen af Dell'Arte Teatret, Michael Fields, da han var i Nordjylland i foråret for at modtage årets Håbets Pris på Åsen Teater, Institut for folkeligt teater, i Sterup i Vendsyssel. - Vi har aftalt at skabe forestillingen som en coproduktion, både på afstand over nettet og i fysisk samarbejde. Det betyder, at vi fra Jomfru Ane Teatret skal til USA i et par omgange for at gøre forestillingen færdig og siden for at spille den. Det er tanken, at vi skal have premiere i USA i september næste år - og derefter flytte det hele til Aalborg for at spille i oktober. Siden er der stor sandsynlighed for, at vi kan arrangere en turné både i USA og i Europa. Nu skal vi bare have fundet nogle penge til det, især til rejseudgifterne, der bliver ganske betydelige, siger Michael Mansdotter. Dell'Arte Teatret fik Håbets Pris 2005 "fordi de uddanner kunstnere med saft og kraft - skuespillere der lærer at stille spørgsmål og sætte gang i nye initiativer, lærer at tro på deres drømme og gennemføre dem. De vilde blomster fra skolens arbejde bryder hele tiden frem gennem asfalten i Århus, i Amsterdam, i San Francisco...", som det hed i begrundelsen. At der er interesse for teatrets uddannelsesarbejde fik Åsen at mærke i maj: Under teatrets besøg i Sterup kom elever valfartende til fra USA og hele Europa. The Dell'Arte Company, er placeret langt ude i Nordcaliforniens Redwooddistrikt, giganternes skov. Teatret ligger i byen Blue Lake i det nordlige Californien, en lille by med 1100 indbyggere 500 km nord for San Francisco. Lars Borberg, Nordjyske
læs mere her
Rejsebreve fra Jomfru Ane Teatrets skuespiller Lars Ditlev
- har du ikke læst dem i NORDJYSKE, så læs her....
Uge 39
Vi er nu ankommet til Minneapolis efter vi tog natflyet fra San Fransisco og spillede vores første turnéforestilling i Davenport, Iowa. Det gik godt. Nogle af os bor på motel og andre er indlogeret hos familie og venner, der bor i byen. Vi har pakket ud, stillet scenografien op og spillet vores premiere på "The Ritz", et dejligt lille teater i en af de mange bydele som Minneapolis rummer. Fin forestilling.
I dag er det lørdag, men det kunne ligeså godt være en hvilken som helst anden dag i ugen. På dansk kalder man denne tilstand for turnékuller. Heldigvis har vi nu to uger med forestillinger her i byen og jeg er sikker på, vi nok skal lande. USA er et kæmpestort land og forskellene kolossale. Fra Californiens bjerge, floder og strande til det flade Midwest. De taler det samme sprog, de ser de samme programmer på TV, men alt er anderledes. Vi er i "Scandinavialand". Minnesota og Iowa er to af de store stater, hvor danske, svenske og norske emigranter primært bosatte sig. Landet i Midwest er som skabt til landbrug, store, kæmpestore arealer med flade marker, hvilket trak vores forfædre hertil. Her kunne de finde genkendelighed og mulighed for virke, sammen med andre der kom fra den samme kultur.
Her i Minneapolis er den største samling af Kirkegaards skrifter! Så mange tusinde kilometers afstand fra hans oprindelse. Hvad er det, der har gjort at de er endt her? Jo Kirkegaards tanker og betragtninger er unikke for mange rundt i verden, men mon ikke de, der har samlet dem her, har følt et behov for at manifestere sig som folk og har brugt danske Søren til det formål? Vi hører dog til et sted?
Svenskerne er i rigt mål repræsenteret her i byen. Der er et svensk museum og sågar et teater, der har specialiseret sig i Strindberg. Strindberg skulle efter sigende selv have været tilstede ved op til flere af uropførelserne af hans stykker her i tidernes morgen.
Det norske konsulat i USA, har generøst støttet vores forestilling. De ser
gerne det amerikanske publikum får større kendskab til deres store digter, Henrik
Ibsen. Vores nordiske naboer føler altså samme behov. En nuance vi godt kunne have med i vores syn på vores egne immigranter i DK, når vi skælder ud over, de ikke bosætter sig blandt etniske danskere, men finder sammen i små enklaver. Det er menneskeligt at søge tryghed i noget man kender, når alt andet er så anderledes.
Nogle morgen vågner man med en uforklarlig fornemmelse i kroppen. Der er noget, man savner. Egentlig kan man ikke helt sætte ord på, hvad det er. Man finder først forklaring for tilstanden, når man tager ordet hjemve i sin mund. Og var det ikke fordi, jeg om ikke så længe ville lande i Aalborg lufthavn og gense det, jeg føler som mit, ville jeg ikke i samme grad nyde dagene i Minneapolis og sluge så meget af næste turnéstop - New York - som jeg forhåbentlig kommer til.
Ude er godt, men...
Uge 36
Det er søndag og vi forlader Blue Lake. Kører ud ad Humboldt County mod San Fransisco. To velfortjente fridage i den store smukke by venter forude. Vi har haft en vellykket premiere i Blue Lake. Vores forestilling "Løgneren" blev godt modtaget af vores amerikanske publikum og vi har med kyshånd taget imod de mange roser, der fulgte med. De sidste ugers arbejde har været
meget intenst - både fysisk og mentalt. Det er altid underligt at sige farvel til et sted, som har været ens liv over en længere periode. Og man kan ikke undgå at tænke på om de, der blev tilbage, er mennesker man nogensinde kommer til at se igen. Vi har mødt så meget gæstfrihed, at det føles urimeligt bare at efterlade det bag os. Heldigvis skal vi rejse med vores amerikanske med-skuespillere. Vi mødes om to dage i San Fransiscos lufthavn for at flyve til Minnesota, som er det første stop på vores turné. Vi flyver "overnight". Det er dyrt at sende syv skuepillere/musikere og en tekniker "on the road" og billetterne på det sene tidspunkt er betydeligt billigere end dem man kan få tidligere på dagen og så vi tager en dag med grus i
øjnene inden vi dagen efter spiller vores første "gig", som musikerne i forestillingen kalder vores forestilling. Vores tekniker og den ene tredjedel af den danske skuespillertrup kører lastbilen med scenografi og rekvisitter. De har en køretur på tre dage forude. Turen går over Rocky Mountains og det rykkede i mig for at køre Med - at sidde i "trucken" med den ene arm ude af vinduet og nyde suset fra det fantastiske landskab, men jeg glæder mig til at være turist uden noget mål og med andet end bare at have det godt og mon ikke San Fransisco kan levere det? Det tror jeg.
Uge 35 2006
Kender du følelsen af at være ude, væk hjemmefra. Lyde, lugte, omgivelser, samvær - alt er storslået. Alligevel får du en mæthedsfølelse, som overstiger de tinder, du er omkranset af. Du er ganske enkelt fyldt. Du har mødt så meget og nysgerrigt fulgt og set hver en lille forandring, du har mødt på din rejse. Du kan ikke tage mere ind og ordet nej er røget ud af dit system. Det findes pludselig ikke. Sådan havde jeg det et kort øjeblik.
Så møder jeg Mattew, som spiller Peer Gynt i ”LØGNEREN”. Lige efter en håbløs gennemspilning, hvor ingenting lykkedes. Vi er på arbejde og en skuespillers arbejde er at skabe oplevelser, hvordan gør man det, når netop oplevelser har blokeret dit system? Han siger; "Hey dude" og jeg kigger mæt og uforstående på ham. Han forklarer; det er en måde, man kan tiltale hinanden på i den afslappede del af Californien. Det er egentlig ikke det, der er essensen i samtalen, det er mere det usagte: "jeg er faktisk også fyldt, men det går nok, ikke?"
Og øjenkontakten og det lille "slip" indeni er nok. Du lytter lidt bedre til, Michael Fields, vores instruktør, som mest af alt ligner en Løve, når han springer rundt og giver instruktion, eller endnu bedre når han griner højt af begejstring over det, der foregår på scenen. Michael giver de sparsomme noter der er ovenpå en "walk through". Det vi i den danske teaterverden, kalder en gennemhumpning, en gennemgang af forestillingen, hvor hverken lys, lyd, de endelige kostumer og rekvisitter er klar. Og heller ikke spillet. De indre motivationer flagrer i øst og vest. Alligevel lytter du bedre; "Hey dude". Du føler dig i en slags ingen- og alle mands land, hvor små ting pludselig kan få stor betydning.
Således er det også med den næste person jeg vil præsentere Jer for; Ollie, eller Oliver, som er hans borgerlige navn. Han er både musiker og skuespiller i forestillingen. Han har en timing i sit spil og sine indfald, som gør, at han ofte bliver klassens klovn. Han letter på hatten på en måde, så vi andre smilende overgiver os til det kaos, vi er i.
På samme måde har Tim Gray, forestillingens kompositør, en særlig kærlig måde at omfavne os alle på med sin inspirerende musik. Den slags musik man drages og rives med af. En aften var vi inviteret til middag i Tim Grays hjem, hvor hans kone, Marla, havde lavet den mest fantastiske, mexicanske middag. Efterfølgende sad hele det dansk/amerikanske team og lyttede til Tim Grays musik omkring bålet i haven - det var en helt speciel følelse, hvor alt gik op i en højere enhed.
Tyler Olsen, ja han har danske aner, fra Vejle, nogle generationer tilbage. Forestillingens altmulig mand. Han spiller bas, agerer gris i forestillingen og er stagemanager, forestillingsleder. Han sørger for, at alle aftaler overholdes og har styr på rekvisitter og kostumer. I sin fritid ringer han ofte og spørger, om vi har lyst til at se dette og hint, "off duty". Man kan undre sig over, hvor han får energien fra, men hvis du kendte ham, ville du ikke. Der er mennesker af en særlig støbning, som elsker at skabe rammer for andres udfoldelse. Sådan er Tyler.
Joan Shirle er rektor på Dell Artes teaterskole og underviser i både ind-og udland - heriblandt Danmark. Hun er også skuespiller og forestillingens egentlige hovedperson - i rollen som Peers bastardunge. Det siges, at Henrik Ibsen selv var bastard og den tanke har instruktør Michael Fields taget til sig i sin bearbejdning af "Peer Gynt". Joan Shirle, fortæller historien om Peer Gynt og frembringer bastardungen. Den bastardunge som Peer Gynt fornægter i kampen for at finde sin egen indbildte storhed.
Der er en uge tilbage inden premieren. Jeg aner ikke hvor vi ender, men jeg mærker sulten er kommet igen; "Let’s go"
Fakta:
• Henrik Ibsen kommer til verden 1828 og dør 1906
• Peer Gynt regnes for et at Ibsens mesterværker.Genren tager det
moderne menneskes identitetsskabelse op som centralt emne.
• Stykket gør op med romantikken, men bliver af mange fortolket
romantisk pga.dets eventyragtige scener og de eksotiske scener i
udlandet.
• Jomfru Ane Teatret samarbejder med Dell'Arte Theatre om denne
nyfortolkning af Peer Gynt. Vi kalder den "LØGNEREN"
• Jomfru Ane Teatret har i samarbejde med dramaturg Birgitte Klit Kjær
udarbejdet undervisningsmateriale til forestillingen. Det kan rekvireres
ved at henvende sig på på teatret.
• Forestillingen har premiere i San Fransisco i september. Spiller herefter
i Minneapolis, New York og har Danmarkspremiere på Jomfru Ane
Teatret 14. oktober
Blue Lake, USA 27. august 2006
Selv langt ude i de små byer, langt fra Alfarvej, finder du en butik der er
åben, i USA. Tankstationer og selv et supermarked er så godt som aldrig mere end en times kørsel væk. I København er der en eller to døgnåben Nettobutik, herovre selv i småbyer på størrelse med Svenstrup, er der ofte et døgnåbent supermarked. Her i Blue Lake er der sågar et Casino, som indianske amerikanske medborger driver. Surrealistisk, et topmoderne Casino, hvor du døgnets fire tyve timer kan komme og "gamble", drevet af indianere. Man undrer sig egentlig ikke over det er her, og hvis du vil kan du gå ned og få din morgenmad der, for seks dollars. Har du penge, er alt til din rådighed, døgnets fire og tyve timer næsten ligegyldig, hvor du er i USA. "Entertainment and consuming" Sådan er teatrets ånd på mange måder også, underholdning, selv om jeg vil påstå at vi giver folk mere med hjem, end tomme lommer.Og det er det vi i gang med, at lave teater. Premieredatoen er ikke længere en dato i en kalender, men en kropslig fornemmelse, der stiller egne krav om opmærksomhed. Og du må hellere lytte, for hvis du ikke gør det opdager du for sent, at det du ikke fik med, vil et opmærksomt publikum savne. "There is no business like showbusiness", Man kan næsten hører den for sit indre øre, en sang der bliver sunget efter en scene, hvor håbløshed var den toneangivnede stemning. "Op på hesten igen", for der er ikke anden mulighed. Og vi elsker det, hvis det bliver gjort godt ellers....
Vi har to gode uger inden premieren, men det kan lige så vel blive to
hæslige nervepirrende, neglebidende og frygtelige uger. Sådan er livet i
teatrets verden. "You´ll never know". Det eneste du kan gøre er at arbejde og håbe på det bedste, følge din egen, dine medspillers og instruktørs fornemmelser. Så det gør vi.
Alle møder hverdag med inspiration og gå på mod og vi kæmper dagligt vores egen nødvendige og alvorlige kamp for at det skal lykkedes. Og hverdag forløses flere og flere scener, og får det liv de skal have. Det her er ikke en europæsisk forestiling, skrevet af Ibsen, men en bearbejdelse af Ibsens "Peer Gynt", set gennem en amerikansk instruktørs briller, tilsat et særligt "Mixst Spice" af danske skuespillere og amerikanske ditto. Det kunne synes som om der er mange odds for at det ikke lykkedes, men de passer ikke med dine indre slag.
Hjertet har sin egen rytme.
Dell’Arte Theatre, Californien 20. august 2006
En søndag om måned samles borgerne i Blue Lake og spiser brunch sammen. Nogen frivillige har meldt sig og står for at frembringe den kulinariske del, mens andre kommer og nyder af fællesskabets glæder. Det foregår i "The Grange", en slags forsamlingshus. De voksne betaler 4 dollars, børnene det halve. Overskuddet går til at holde "The Mad River Grange", som det fulde navn er, kørende.
Denne søndag er der mellem firs og hundred, da vi ankommer ved halv ti tiden. Arrangementet foregår mellem otte og elleve og der har sikkert været nogen mere morgenduelige før os, så man sige at fremmødet er fint. Så sidder vi der og får vores morgenmad bestående af æg, toast, pølser og pandekager. Kaffe i rigelige mængder, amerikanerne er mindst ligeså glade for deres kaffe, som vi er for vores.
Vi falder hurtigt i snak med en midaldrende kvinde, som foreslår os fleres
steder vi skulle tage og bruge vores fridag på at besøge, og der er nok at
se i den overdådige natur der er her i det nordlige Californien. Vi har allerede flere forslag på kontoen, så lige på stående fod er det svært at tage stilling til, hvad vores "day off" skal bruges til at berige vores nysgerrighed med, men hun er hyggelig at snakke med. Vi fortæller hvor vi kommer fra og hvad vi laver i byen, "oh, thats nice, at Dell'Arte? I´ll come and see your show" men det er nu ikke det der optagerhende mest. Hun vil meget hellere fortælle om sine Italienske aner, måske fordi vi er europæere. Alle amerikaner har aner udenfor USA, undtaget de få indianere, der stadig
findes i små aflukkede reservater. For år tilbage havde jeg den glæde at besøge New York og en dag slog den tanke ned i mig; engang, faktisk for ganske få generationer siden, bestod det her land kun af indianere! Hvor er de nu? Der stod jeg så, midt imellem New Yorks skyskrabere. Jeg begyndte at se efter mennesker, som havde, hvad jeg forstillede mig, måtte være indianske træk. Jeg så ingen. Endeligt, helt nede på syd Manhattan, fandt jeg det eneste overlevende fra tiden før USA, et lille museum på størrelse med Aalborg Historiske Museum, det var alt der var tilbage.Ikke så underligt at en stor del af den amerikanske kultur er så fortravlet og man er så glad for at gøre opmærksom på hvor fantastisk et land man har opbygget;"The greatest nation on earth", der er meget at dække over.
Men hvad enten vi vil det heller ej er vi en del af den Amerikanske
historie. Det er vores danske, svenske, norske, tyske, polske, russiske,
engelske forfædre, der kom efter de værste blodbade, der havde smadret det der oprindeligt var, for at forfølge egne drømme. De gode borgere i Blue Lake ser også ud til at have drømme og at dømme efter, hvor ubesværet samtalen foregår henover bordene, så lever de ihvert fald godt med hinanden heroppe i det Nordlige Californien. Der er en "Grange" i hver eneste lille by her på egnen, præcis som vi kender det fra vores egne små forsamlings huse i vores lands små byer. Her, i Blue Lake, er behovet for fællesskabsfølelse bare mere presserende end i vores egne små andedamme. Arbejdet med at frembringe historien om Peer Gynt, ”Løgneren” finder større og større fodfæste indeni os alle sammen, amerikanske såvel som danske og vi nyder vores fridag i en af Redwoodskovene, et par timers kørsel nord. En Redwood er mange gange over 800 år og man fornemmer en vis sandhed ved at ligge sit bryst og hoved mod en af disse gamle kæmper. De bliver vores vidner denne søndag i det nordlige Californien.
|
|
|
|
Michael Fields, kunstnerisk leder på 
